Østjyder forfiner kunsten at optimere et elnet

14. august 2017

Data fra elselskabernes fejl- og afbrudsstatistik ELFAS hjælper Dinel til at effektivisere den daglige drift og skal bruges til certificeret Asset Management.

Egentlig går det meget godt for det østjyske elnetselskab Dinel. Sidste år leverede Dinel elektricitet i 99,9984 procent af tiden til sine ca. 103.000 netkunder, så det er ikke et selskab, der ligefrem indberetter mange afbrudshændelser – uvarslede som varslede – til elselskabernes fejl- og afbrudsstatistik, ELFAS, der administreres af Dansk Energi.

- I 2016 har vi haft ca. 40-45 deciderede fejl på 10 kV-anlægget, altså ca. en fejl hver halvanden uge. Indberetning af disse fejl foretages samlet til ELFAS en gang om måneden, fortæller assisterende driftsleder Michael Hytting fra Dinel i Odder.

Trods de få hændelser arbejder Dinel på at lære af de fejl og afbrud, der opstår, ligesom selskabet har taget de første skridt i retning af systematisk og certificeret vedligehold, Asset Management, så den høje leveringssikkerhed fortsat kan fastholdes i årene, der kommer.

Hurtig genetablering ved blackout

Dinel, der er en del af AURA-koncernen, er en fusion af fire netselskaber, så en del af øvelsen med at registrere fejlhændelser handler også om at opbygge fælles viden.

Eksempelvis har Galten Elværk og Brabrand El-selskab i mange år før fusionen indberettet afbrud og fejl til ELFAS, mens Viby El-værk og Østjysk Energi har holdt styr på sine fejl og afbrud på en anden måde. Ved at lægge alle hændelser i ELFAS får Dinel opbygget et samlet datasæt.

- Fra 1. januar og til 1. juni 2017 havde 15,1 procent af vort samlede kundeantal oplevet et afbrud, hvis der kun ses på 10 kV-siden. Ved hjælp af ELFAS kan vi analysere, hvordan vore afbrud fordeler sig tidsmæssigt, og hvor hurtige vi er til at reetablere strømforsyningen for vore kunder. For de første seks måneder af 2017 er vi hos Dinel hurtigere end landsgennemsnittet til at reetablere strømforsyningen for vores kunder. I 63 procent af afbruddene i Dinels område har kunderne strøm igen indenfor 30 minutter, hvor landsgennemsnittet siger 48 procent, siger Michael Hytting.

Dinel holder et skarpt øje på fejlene på 10 kV-nettet, for det er her antallet er størst og den økonomiske regulering derfor rammer hårdest. Uheld på 60 kV-nettet er heldigvis sjældne, men for Dinel har et uheld tidligere i år på 60 kV-siden af en 150/60 kV-transformer trukket ned i statistikken. Ca. 22.000 kunder var uden strøm i en halv times tid på grund af uheldet.

- Trods 60 kV-fejlen har vi fortsat en meget høj leveringsprocent i år, siger Michael Hytting.

Nyttige overvejelser

ELFAS-data inspirerer til interne overvejelser af procedurer ved afbrud – herunder om de vagter, der skal lave det fysiske arbejde i marken, kører ud fra de rette lokaliteter. ELFAS-data kan også inspirere til dialog med entreprenører og undersøgelse af elkomponenter, hvis der har været mange afbrud over kort tid i et geografisk område.

Udover hjælp til at effektivisere den daglige drift bliver ELFAS-data som nævnt også brugt som udgangspunkt for indberetning af data til myndighedernes økonomiske regulering af netselskaber som Dinel. ELFAS-data bliver derfor også løbende studeret af såvel Dinels som AURA-koncernens ledelser.

Ud af de historiske datasæt kan Michael Hytting trække en masse kurver, der viser udviklingen for 2015, 2016 og starten af 2017. Altså et godt strategisk værktøj – også for Asset Manager Kim Olesen, der er manden, der på Dinels vegne forsøger at skabe det langsigtede overblik over alt fra elmålere og kabelskabe til kabler og udstyr på transformerstationer op til 60 kV.

- Målet er, at vi i 2020 bliver certificeret efter ISO 55001 for Asset Management, siger Kim Olesen.

Vågent øje på aldrende udstyr

I første omgang indsamler han viden om, hvad Dinel egentlig ejer og driver – og får registreret det på en ensartet måde fra de fire ’gamle’ netområder. Ved at kombinere det med fejl- og afbrudsdata kan Dinel effektivisere sit drifts- og vedligeholdelsesområde - og tilrettelægge langsigtede investeringer mere hensigtsmæssigt, så eksempelvis gamle oliekabler bliver udskiftet i den økonomisk bedst mulige rækkefølge.

- Ved at tvinge os selv til at komme det hele igennem og stille en masse ’hvorfor’-spørgsmål bliver vi klogere og kan trænge ind til problemernes kerne, siger Kim Olesen.

Dinel og andre elnetselskaber har meget udstyr fra 1960’erne og 1970’erne, og for at holde en fortsat høj leveringssikkerhed er det nødvendigt at holde et vågent og strategisk velfunderet øje med disse aldrende komponenter.

- Hvis vi bliver dygtigere til at optimere vores vedligeholdelse og nyinvesteringer vil der være rigtig mange penge at spare. Med Asset Management kan vi få skabt en god cirkel bl.a. med veldefinerede planlagte opgaver, udførsel og afrapportering, vurderer Kim Olesen.

Kilde: danskenergi.dk