AURA El-net skifter navn til Dinel

30. november 2016

Det østjyske netselskab AURA El-net skifter navn til Dinel pr. 1. december.

I dag har vi et frit el-marked. Det betyder, at du selv bestemmer hvilket selskab, du køber din strøm hos. Men du bestemmer ikke hvem, der transporterer strømmen hen til dig. El-nettet i jorden er nemlig et reguleret område, og bor du i det sydlige eller vestlige Aarhus, Skanderborg, Odder, Galten, Ry eller den sydlige del af Favrskov kommune, er det AURA El-net, som vedligeholder og udvikler el-nettet. Det vil det også være fremover, men nu kommer der til at stå Dinel, og ikke AURA El-net, på servicefolkenes biler og arbejdstøj.

- Vi har valgt navnet Dinel, fordi det er imødekommende og samtidig signalerer forbrugerejerskabet. Desuden fortæller navnet, hvad vi som virksomhed beskæftiger os med. Med navneskiftet til Dinel sikrer vi en tydelig adskillelse mellem vores netaktiviteter i det regulerede område, og AURA-koncernens øvrige kommercielle aktiviteter, ” siger Erik K. Rasmussen, netdirektør hos Dinel.

- Vi er ansvarlige for, at elmåleren i hjemmet måler dit strømforbrug, og at selve el-nettet og kablerne i jorden er i orden, så du har strøm i kontakterne hele tiden. Hvis du oplever fejl med strømforsyningen i dit område, er det i første omgang din el-handler, du som kunde skal kontakte, og hvis det er et større udfald, vil netselskabet derefter blive involveret, forklarer Erik K. Rasmussen, der i øvrigt opfordrer borgerne til straks at kontakte det lokale netselskab, hvis man bliver opmærksom på beskadigede el-anlæg som for eksempel mindre transformerstationer og kabelskabe.

Ønske om større gennemsigtighed

For cirka halvandet år siden gennemgik Elreguleringsudvalget den danske elforsyningssektor. På denne baggrund blev der efterlyst en større gennemsigtighed i branchen. Her var en af anbefalingerne, at monopolselskaber og elhandelsselskaber ikke bør dele identitet – som fx navn og logo. Selvom det ikke er blevet til konkret lov endnu, har AURA El-net valgt at gennemføre navneskiftet på forkant og dermed imødekomme myndighederne ønske.

- Vi skifter vores navn nu, fordi vi sagtens kan forstå, at det kan være svært for forbrugerne at gennemskue, hvem der er ansvarlige for hvad, når der skal sikres strøm i stikkontakten, siger Erik K. Rasmussen.

Dinels forsyningsområde dækker ca. 110.000 forbrugere i Østjylland og navneskiftet finder formelt sted 1. dec. De fire øvrige forretningsområder i AURA-koncernen bliver ikke berørt og fortsætter under navnene: AURA El-handel, AURA Fiber, AURA Installation og AURA Rådgivning.