Fra den 20. november kan alle elkunder med en elmåler fra Dinel blive afregnet for deres strømforbrug på kvartersbasis. Dinels elmålere er nu klar til at sende værdier hvert kvarter, og kunderne skal derfor ikke foretage sig andet end at vælge et produkt hos en elleverandør, hvis de ønsker at blive afregnet på kvartersbasis.
I starten af oktober overgik det danske elmarked til kvartersafregning, hvilket betyder, at prisen for strøm fastsættes hvert kvarter. Tidligere skete det på timebasis. Kvartersafregning giver endnu mere præcise prisudslag og større fleksibilitet for dem, der ønsker at styre deres elforbrug aktivt.
”Vi er nu teknisk helt klar og sender kvartersværdier fra alle vores målere til Datahubben. Kunderne behøver ikke vente på en opgradering eller udskiftning af måleren for at blive afregnet hvert kvarter. Så nu er vi spændte på at se, hvor mange kunder der vil benytte sig af den mulighed,” siger Brian Hansen, afdelingschef for måling og nettilslutning i Dinel.
Overgangen til kvartersværdier er sidste trin i en større europæisk reform af elmarkedet. Målet er at styrke balancen i elnettet og øge fleksibiliteten i takt med, at vedvarende energi som sol og vind fylder mere i produktionen.
Når hvert kvarter prissættes individuelt, bliver elpriserne mere præcise og følger produktionen tættere. Det kan gøre det endnu mere attraktivt at forbruge strøm, når der er rigeligt af den – og den derfor er billig. Dermed opnås der endnu bedre balance i elnettet og mere effektiv udnyttelse af den vedvarende energi.